Om sommeren har vi tid til at komme til skade

Det er ikke så få uheld, der sker i sommerperioden, hvor vi typisk er mere aktive og færdes mere udenfor end i de mørke vintermåneder.

Farerne lurer i sommerlandet

Skader fra fald på cyklen, trampolinskader, skader forvoldt af haveredskaber, boldspil i haven eller leg på stranden er blot et lille udpluk af skader, som hvert år finder sted i det danske sommerland. Når det er sommer, opholder vi os mere udendørs, vi er mere aktive og er måske lidt mere ”modige”. I hvert fald kunne det se ud til, at vi nogen gange tager tingene lidt mere afslappet.

- Der sker desværre skader af forskellig karakter året rundt, men kigger man på de skader, der sker i sommerhalvåret, er det vores opfattelse, at der er en klar overvægt af skader, der er sket udendørs, fortæller advokat Malene Juhl fra ERSTATNINGSGRUPPEN.

- Blandt de yngste er det især trampolinerne, der giver anledning til skader, så det kan være en god idé at tale med sine børn om, hvordan de sikkert bruger trampolinen, siger Malene Juhl.

Læs her hvordan du undgår skader på trampolinen 

- Mange af de skader vi ser, vil være dækket af en fritidsulykkesforsikring. Selvfølgelig forudsat, at man har tegnet sådan en. Hvis man ikke allerede har en ulykkesforsikring, vil jeg bestemt opfordre til, at man får tegnet en, lyder rådet fra advokaten.

Gode råd hvis du kommer til skade

Hvis du kommer til skade i løbet af sommeren, har advokat Malene Juhl disse råd til dig.

  • Tag på skadestuen eller til egen læge hurtigst muligt, også selvom du er i udlandet
  • Få navne og telefonnumre på eventuelle vidner til ulykken. Det kan få betydning i en eventuel erstatningssag
  • Anmeld skaden til din egen ulykkesforsikring og evt. andre forsikringer