En cykelforhandler og en importør er blevet dømt efter produktansvarsloven, efter at en cyklist kom til skade som følge af en defekt cykeldel. Importøren blev betragtet som producent, fordi cykeldelen var indkøbt af en amerikansk producent, og cykelforhandleren fordi han havde samlet cyklen.
Vundet i byretten og Vestre Landsret
Tilbage i 2006 kom en cyklist slemt til skade med skulderen under et styrt på en cykeltur. Styrtet skete, da cyklisten stod op i pedalerne, imens han trådte til på vej op af en bakke. Pludselig var der ingen modstand i pedalerne, og cyklisten trådte derfor ud i ingenting, hvorefter han slog en koldbøtte ud over styret og slog skulderen i faldet.
Senere, under retssagen, har det vist det sig, at det bagerste hjul på cyklen var defekt, og at det var derfor, cyklen takkede over. Den amerikanske producent havde allerede tilbagekaldt hjulet, året før cyklisten kom til skade.
I ERSTATNINGSGRUPPEN har vi ført sagen på vegne af cyklisten og har vundet den, først i byretten og siden i Landsretten. Sagen er imidlertid ikke slut endnu, da importøren og cykelforhandleren har valgt at søge om tredje instansbevilling, det vil sige om lov til at føre sagen ved Højesteret, hvilket der endnu ikke er givet svar på.
Værd at vide om produktansvar
Produktansvarsloven fastslår, at såvel producent som mellemhandler af et produkt er ansvarlige over for skadelidte, hvis skaden er forårsaget af en defekt ved produktet. Det er skadelidte, der skal føre bevis for defekten, skaden og sammenhængen mellem defekten og skaden.
ERSTATNINGSGRUPPEN har disse fem gode råd, hvis du kommer til skade som følge af et defekt produkt;
- Tag på skadestuen eller til egen læge hurtigst muligt, så skaden noteres i lægejournalen
- Sørg for at beholde det defekte produkt så du har det som bevis
- Tag eventuelt fotos af produktet eller dét, der er beskadiget, for eksempel en tand
- Gem kvitteringer eller andet fra købet af produktet
- Anmeld skaden til producenten eller importøren af produktet. Sørg for at gemme korrespondancen. Det kan desuden være en god idé at kontakte en advokat for råd og vejledning