I går afsagde Højesteret dom i ”rygersagen”, hvor to tobaksselskaber stod anklaget, idet en person havde pådraget sig et varigt mén på 15 % efter mangeårigt forbrug af Rød Prince.
Ikke amerikanske tilstande i Danmark
I USA er det ikke unormalt at trække virksomheder i retten og kræve erstatning for skader, fordi der ikke er advaret tilstrækkeligt om en potentiel risiko ved produktet, selvom det kan synes åbenlyst, at risikoen er til stede. Det ser vi sjældent herhjemme, og måske netop derfor har ”rygersagen”, som den kaldes, tiltrukket sig en del opmærksomhed.
Sagen kort fortalt: Efter et mangeårigt forbrug af cigaretter var ”A” blevet påført et varigt mén, der var fastsat til 15 %. Kernen i sagen var derfor, om tobaksselskaberne kunne stilles til ansvar for den personskade, som tobaksrygningen havde medført for ”A”.
I går blev der afsagt dom i Højesteret, og her var man enig med landsretten i, at tobaksselskaberne ikke kan gøres ansvarlige for varigt mén som følge af et mangeårigt forbrug af cigaretter.
I forbindelse med dommen udtalte Højesteret blandt andet, at det er almindeligt kendt – også på det tidspunkt hvor ”A” begyndte at ryge – at et langvarigt forbrug af cigaretter er forbundet med en helbredsrisiko, ligesom det er almindelig kendt, at det kan være svært at stoppe med at ryge.