Sidste år kom 328 personer til skade med fyrværkeri, og cirka en fjerdedel af dem var børn. Det er det højeste antal børn, der er kommet til skade i syv år.
Ifølge tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital kom 81 børn under 15 år sidste år til skade på grund af fyrværkeri.
Højeste antal fyrværkeri-ulykker med børn i syv år
– Sidste nytår bød helt overordnet set på mange fyrværkeriulykker, både blandt børn og voksne. Blandt børnene var det særligt de 9-14 årige, som var udsatte, og vi kan se, at i størstedelen af tilfældene havde barnet selv antændt fyrværkeriet, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden. Hun opfordrer samtidig til, at forældre sætter klare regler for brugen af fyrværkeri og samtidig viser sig som gode forbilleder.
I mere end hver tiende tilfælde af børneulykkerne sidste år, var der tale om en alvorlig ulykke, og i hver femte tilfælde var der tale om en øjenskade. Set i lyset af de tal mener overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, at der stadig bør sættes mere ind over for børn og unges brug af beskyttelsesbriller.
– Synsskader kan følge børnene og have betydning for livskvaliteten igennem resten af livet. Derfor hører de til de mere alvorlige ulykker. Det er derfor vigtigt, at børnene nytårsaften er udstyret med sikkerhedsbriller såvel som forsigtighed, fornuft og de fem fyrværkeriråd, uanset om de er tilskuer eller selv antænder fyrværkeriet.
Læs også vores artikel om fyrværkeri og erstatning
De fem fyrværkeriråd
Sikkerhedsstyrelsen har formuleret fem fyrværkeriråd, der lyder således;
- Brug altid beskyttelsesbriller
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
- Gå aldrig tilbage til en fuser
Børneulykkesfonden opfordrer desuden til, at optændingen af fyrværkeriet overlades til de voksne.
Husk i øvrigt at fyrværkeriperioden sidste år blev forkortet, så det nu kun er tilladt at fyre fyrværkeri af i perioden 27. december til 1. januar.