Påskeferien står for døren og med den begynder havearbejdet for alvor for rigtig mange danskere. Der er dog god grund til at passe på, når du skal i haven, og du kan med fordel overveje at overlade risikofyldte projekter til professionelle.
Husk ulykkesforsikringen
Havearbejde og græsklipning kan være afstressende og hyggeligt, men i nogen få situationer går det helt galt.
– Vi har desværre set eksempler, hvor risikobetonet havearbejde som eksempelvis fældning af træer er gået helt galt, og efterfølgende er endt med at koste den tilskadekomne erhvervsevnen helt eller delvist, siger advokat Malene Juhl fra ERSTATNINGSGRUPPEN og fortsætter
– Når du kommer til skade i fritiden, er det som udgangspunkt fritidsulykkesforsikringen, der skal dække din skade. Denne dækker dog alene et varigt mén og ikke et eventuelt erhvervsevnetab. Her skal du have tegnet en særlig forsikring, der dækker dette. Hvis du ikke har tegnet en sådan forsikring, er du økonomisk meget dårligt stillet, hvis du kommer så slemt til skade i fritiden, at du fremover er ude af stand til at varetage dit arbejde på normal vis.
Besparelsen ved at ”gøre-det-selv” kan altså hurtigt blive vendt til et økonomisk tab, hvis uheldet er ude.
Tre gode råd når du skal i haven
Rådet fra advokat Malene Juhl lyder på, at du som minimum tegner en fritidsulykkesforsikring, hvis du ikke allerede har en. Den kan komme dig til gavn i mange andre situationer end haveulykker. Hvis du skal i haven i den kommende tid, har hun desuden disse tre gode råd:
- Vurdér risikoen ved den enkelte opgave, og overvej professionel hjælp til mere risikobetonede opgaver
- Klæd dig fornuftigt på, når du skal i haven. Bar mave og sandaler er ikke hensigtsmæssigt i kombination med hækkeklippere og grensakse
- Sørg for at dyr, børn og øvrige familiemedlemmer holder sig i god og sikker afstand af farligere projekter, som eksempelvis fældning af træer