Flere tusinde danskere udsættes årligt for identitetstyveri, men kan man egentlig gøre noget for at sikre sig mod det? Og kan de psykiske eftervirkninger sidestilles med en personskade?
Forsikring mod identitetstyveri
Ved identitetstyveri benyttes stjålne personoplysninger til for eksempel at købe varer eller åbne nye konti i offerets navn. Oplysningerne skaffes på forskellig vis, blandt andet ved hjælp af
- Phishing, hvor personer forsøger at franarre dig dine personlige oplysninger ved hjælp af falske e-mails og websites
- Hacking, hvor personer skaffer sig adgang til oplysninger ved at hacke et computersystem
- Afluring, hvor din kode aflures eller dit skrald gennemrodes
Uanset hvordan din identitet er blevet stjålet, kan der ligge et omfattende stykke arbejde i at få ”ryddet op” efter tyveriet. Det kan for eksempel være, at du modtager regninger for varer, du ikke har købt. Flere forsikringsselskaber tilbyder derfor, at man kan forsikre sig mod identitetstyveri, så det er en god idé at kontakte dit forsikringsselskab og spørge, om du allerede er forsikret, eller om det er muligt at blive det.
Hos Rigspolitiets nationale Cyber Crime Center arbejder man på at gøre livet sværere for it-kriminelle, og ifølge blandt andre TV2 og Jyllands-Posten vil det inden udgangen af 2015 være muligt at spærre sit cpr-nummer på samme vis, som man i dag kan spærre et stjålet dankort. En sådan mulighed vil ifølge Rigspolitiets Cyber Crime Center kunne være med til at kvæle identitetstyverierne.
De psykiske eftervirkninger
Hvis du har været udsat for identitetstyveri, er der ikke noget at sige til, hvis du efterfølgende oplever en psykisk reaktion. Det er selvsagt meget ubehageligt og krænkende at vide, at fremmede personer har haft adgang til ens personlige oplysninger, og ofte vil du blive mindet om tyveriet løbende igennem en længere periode, fordi der eksempelvis bliver ved med at dukke regninger op, på varer du ikke selv har købt.
– Man kan sagtens argumentere for det rimelige i, at man som offer for identitetstyveri burde have ret til erstatning, præcis som folk der har været udsat for fysisk vold. Udfordringen bliver imidlertid at bevise, at identitetstyveriet har forårsaget en personskade. I sådanne sager vil man foretage en konkret vurdering af hændelsforløbet og personskaden, oplyser Erstatningsgruppen og tilføjer
– Vores bedste råd er imidlertid, at man gør, hvad man kan for at sikre sig mod identitetstyveri, og så er det naturligvis en meget glædelig nyhed, hvis det inden udgangen af i år bliver muligt at spærre sit CPR-nummer.
Tre gode råd hvis du vil sikre dig mod identitetstyveri
Erstatningsgruppen har tre gode råd til dig, der gerne vil sikre dig bedst muligt mod identitetstyveri:
- Kontakt dit forsikringsselskab og find ud af, om du allerede er forsikret mod identitetstyveri eller om der er mulighed for at blive det
- Udvis en sund skepsis hvis du bliver spurgt om personlige oplysninger, når du færdes på internettet. Hvis noget virker mystisk, så undersøg det hellere en gang for meget end en gang for lidt
- Undlad at smide følsomme oplysninger ud med dit almindelige affald