For kort afstand til andre bilister og for høj fart i trafikken kan være medvirkende til trafikulykker. Derfor holder politiet i denne uge et vågent øje med bilisterne.
Politiet bakker op om kampagner der skal mindske trafikulykker
I denne uge gennemfører politiet en landsdækkende indsats mod hastighedsovertrædelser og holder samtidig øje med, om bilisterne sørger for at holde afstand til hinanden.
Indsatsen er samtidig en opbakning til to forskellige kampagner, der fokuserer på at undgå uheld i trafikken;
- Sikker Trafiks kampagne ‘Sænk farten – en lille smule betyder en hel del’
- Vejdirektoratets kampagne ‘hold afstand’
Fart er den største dræber i trafikken
Selvom antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken har været rekordlavt de sidste par år, er fart fortsat den største dræber i trafikken.
Sådan lyder det fra Sikker Trafik, der har 4 gode råd til, hvordan vi alle kan være med til at gøre en forskel i trafikken, så antallet af trafikulykker derved minimeres;
- Flere kører for hurtigt, fordi de glemmer at holde øje med farten. Så husk at kigge på speedometeret og overhold hastighedsgrænsen
- Sænk farten, når det regner, er tåget eller du har svært ved at overskue vejen
- Vis hensyn til andre trafikanter – sænk farten når der er cyklister
- Bland dig, hvis du er passager i en bil, der kører for stærkt
Ved du, om du kan få erstatning efter et uheld i trafikken? Få svaret her.
Hold afstand og undgå uheld
Ifølge Vejdirektoratet er et af de største irritationsmomenter blandt bilisterne, når den bagvedkørende bilist ikke holder afstand, og det er bestemt heller ikke ufarligt at køre for tæt på hinanden. I 2014 skete der 53 bagendekollisioner med personskade alene på motorvejene, fordi der ikke var holdt sikker afstand.
Det er ikke alene risikabelt at køre for tæt på en forankørende, det er også en overtrædelse af færdselsloven. Afhængig af hvor stor en overtrædelse der er tale om, kan man risikere at få en bøde, et klip i kørekortet eller en betinget frakendelse af kørekortet. Sidste år skete det for mere end 500 bilister.
Her kan du se Vejdirektoratets nye film, der skal lære bilisterne at holde afstand i trafikken: