Brug reflekser og minimér risikoen for trafikulykker

Hvis du som fodgænger eller cyklist bærer refleks, nedsætter du risikoen for at blive overset af en bilist med op til 85 procent. Derfor er reflekser et godt middel til at minimere risikoen for trafikulykker.

58 procent af danskerne bærer ikke refleks

Ifølge en undersøgelse fra YouGov, foretaget for Codan og Børneulykkesfonden tilbage i 2014, bærer 58 procent af danskerne mellem 15 og 64 år ikke refleks, når de færdes i trafikken. Det er mange, når tal fra Tryg Trafik i Norge viser, at en bilist, der kører med 50 kilometer i timen, har 10 sekunder til at opdage dig, hvis du har en godkendt refleks på – og blot to sekunder, hvis du ikke bærer refleks.

- Hvert år behandler vi et antal sager for personer, der har været impliceret i trafikulykker. Herunder ser vi desværre også en del eksempler på, hvor galt det nogle gange kan gå. Af samme grund vil vi naturligvis på det kraftigste opfordre alle til, at gøre alt hvad de kan for at passe på sig selv og hinanden i trafikken, siger ERSTATNINGSGRUPPENs advokat Malene Juhl.

Når det gælder reflekser og trafiksikkerhed, taler tallene deres tydelige sprog. Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Codan og Børneulykkesfonden, har hele 72 procent oplevet at overse en blød trafikant, fordi vedkommende ikke var synlig nok.

Pas på de yngste i trafikken

Til trods for at flere yngre end ældre bruger refleks, er der fortsat plads til forbedring. Cirka en fjerdedel af alle danske forældre undlader nemlig at give deres børn refleks på, når de skal ud i trafikken – og i 27 procent af tilfældene skyldes det, at forældrene ikke har tænkt nærmere over det.

Det er blandt andet dét, Børneulykkesfonden forsøger at lave om på, ved deres årlige kampagne, Årets Refleksdag. Kampagnens overordnede mål er nemlig at sætte fokus på, hvordan reflekser hjælper med at skabe synlighed i trafikken i den mørke tid og derved er med til at minimere risikoen for trafikulykker.

fondens hjemmeside kan du finde mange flere informationer om reflekser og trafiksikkerhed.